Uge 10 og 11

Uge 10:  I denne uge underviste jeg 3,1 i grøntsager (ud fra noget materiale, jeg har købt  hernede). Jeg delte børnene op i 5 grupper, hvor en af grupperne var hos mig – når den pågældende gruppe så var færdig hos mig, skulle grupperne roterer, sådan alle kom hen til mig. De grupper der sad for dem selv, fik udleveret 5-7 kort hvor der var et billede med den pågældende grøntsag på og dens navn på engelsk og thai. På denne måde kunne de lære grøntsagen ved at se den, læse/stave den og hvis de havde lyst – sige den højt. Gruppen ved mig; skulle gentage grøntsagens navn – både på thai og engelsk (så er der noget genkendeligt/håndgribeligt og nyt). Idet jeg deler børnene op kan jeg mærke at der er nogle børn som gemmer sig og er usikre – de får ikke støtte normalt, men bliver glemt i mængden. Disse børn håndterer jeg individuelt – jeg får de andre til at tie stille, så det kun er barnet jeg vil hjælpe, jeg kan høre – dette er tydeligt at børnene ikke er vant til, men jeg kunne høre på barnets udtale at det virkede –barnet blev dog lidt betuttet, hvilket også er klart, fordi der kommer så meget fokus på det i øjelikket. Efter dette lagde jeg kortene ned med forsiden mod gulvet, så bad jeg hvert barn om at vælge en og vende. Det kort der blev vendt skulle siges højt (gentagelser er lærerigt!). Da de havde gjort dette, var det en ny gruppes tur. Afslutningsmæssigt samlede jeg alle børnene og lavede noget STOMP-agtigt noget med de 7 grøntsager de havde gennemgået med mig. Det så ud til at børnen synes at det var sjovt, men for nogle var det grænseoverskridende at skulle håndteres individuelt i plenum.

Om tirsdagen skulle vi, studernde, fra Piraya Navin BKK - skolen ud og besøge de studerende på Piraya Navin skolen – Auyttaya. Da vi ankom stod børn, lærer og de studerende klar på rad og række. Da vi kom op til dem sang de nationalsangen for os og hejste flaget. Derfra gik børnene ind i deres klasser, hvor deres hverdag ventede. Eileen, Sara, Line, Gabriella, Nanna, Karina, Jeppe, Rasmus og jeg fik lov til at ”gå og kigge”, tage billeder, på egen hånd i noget tid. Derefter fik vi serveret middagsmad og kaffe – af lærerne, incl. Miss Lilly (Det er så mærkeligt, at de gør det for en. Det er faktisk ret ubehageligt). Derefter skulle vi ud og se, hvordan anderledes pandekager og dens fyld bliver lavet på typisk Auyttaya-manér. Eller… Vi så ikke hvordan selve pandekagen bliver lavet, men vi hørte om hvilke smagsvarianter den kommer i og hvad der giver den den specifikke smag samt farve – det er nemlig oftest blomster. Se at bruge blomster som smag og farvegiver i desserter m.m det kunne vesten for alvor altså godt tage ved lære af – det er jo mega aroy (lækkert) og smart. Nå, men, vi så også hvordan pandekagens fyld bliver til. Det fyld vi så, var karamelfyld. Forestil dig følgende scenarium; At lave bolcher. Du er i den del af processen hvor hovedingredienserne er blandet, ”kogt op” og blevet til en samlet masse (et barn ville sige, at det er et kæmpe holdkæft bolche). Du ligger det ud på bordet og gør klar til at adde farvestof og smag -  STOP (nu skal du ikke tænke videre). Det sidste trin gjorde denne pandekagefyld-mager, men uden at adde smag og farve. Så nu ligger den samlede masse bare på bordet. Forestil dig så; du tager to massive træstykker (uden henfald til splintstykker) og placerer dem i hver ende af karamelmassen, og så trækker du ud af – alt hvad du kan. Dette gentages x-antal gange indtil massen går fra hinanden i små tråde. Når massen gør dette er den afkølet, sprød og mega lækker inden i en pandekage – Nammenam! Herfra gik turen til Floating Market, Auyttaya.

På det flyende marked var det allerførste jeg så var den sødeste Ged. Slap af mand, hvor blev jeg skudt tilbage i min barndom dér, og ih, hvor kom jeg til at savne min far og storesøster dér. Så, inden jeg overhovet kom i nærheden af en bod, skulle jeg selvfølgelig købe mælk til geden og give den. Stakkels ”jeg er bundet til et træ for turismens skyld” ged.

Vi gik rundt på markedet. Det var sååå smukt. De pæneste træboder, vand overalt (U don’t say Sherlock), en form for teateropvisning og flot natur (det er virkelig gået op for mig, hvor meget natur menneske jeg rent faktisk er, ved at være herovre). Miss Lilly fik mig til at smage noget, der virkelig ikke så lækkert ud på øjekast, men det smagte udmærket – det var hakket rå svampe blandet med chilli, friske krydderurter og lidt olie. Til sidste skulle jeg lige over og besøge elefanterne – holy Beeeeep de er store i virkeligheden, og de så så bedrøvet og nedslidte ud… Nok pga alt det turisme… Men det stoppede dog ikke mig i, at ae for en elefant (nogle (nævner ingen navne) turde ikke komme tæt på) og få nogle billeder af mig og den. Det var en oplevelse. Herefter gik turen hjem ad. Dette var en rigtig dejlig dag.

Torsdag var Sara, Rasmus, Jeppe, Gabriella, Nana, Line og jeg på Skybar i Skytower – 64 etager oppe. Der var hyggeligt, men generelt overvurderet. Der hvor vi stod kunne man ikke rigtig se noget. Det var først efter vi tog fra baren og over til spisearealet, at man kunne se hvorfor det er så kendt for dens gode og fantastiske udsigt – det var så smukt. Deroppe følte man sig som en lille prik i universet. Herefter tog vi på Levels – et diskotek, og ja… Det uviklede sig til en go’ bytur.         

Om lørdageen var  vi, studerende, inviteret hjem til Gao og hendes mand for at grille sammen med dem, deres børn og nogle af de andre fra skolen. Da vi ankom hjemme ved dem (de bode i noget der minder om en regnskov – i Bangkok – hvor ”fortovet” er hævet over vandet – fordi der er vand overalt:O), fik vi serveret noget sodavand og vist rundt i deres ca. 130 kvm. Hjem (2 voksne, 2 børn). Derefter blev vi bedt om at gå – for nu skulle vi afsted til Floating market (en af dem). Ved det flydende marked fik vi alle samlet noget at spise. Maden blev serveret i nogle mærkelige kuglerunde træ-skåle, der kravlede myrer rundt i salaten og de typiske krydderier der står på bordet var omringet af vand (et gæt; mod myrerne) – så det var en super kolinarisk oplevelse, der virkelig rykkede grænser;). Efter vi havde spist tog vi alle sammen en ”Longtail Boat”, hvor vi den følgende time blev sejlet rundt – det var en rigtig hyggelig tur. Efterfølgende fik ”vi lov” til at gå rundt på egen hånd – derfor skete det, at jeg købte en lang ”Hippie”-nederdel (til at arbejde i hernede) og en vifte (der var sygt varmt:O).

Det næste vi skulle var hen og se noget traditionelt thai-teater. Karina og jeg blev bedt om, at sætte os. Tilfældigt kom vi til at sætte os oppe foran – lige ud for scenen. Hvilket resulterede i, at hver gang skuespillerne spurgte om, hvilket humør de prøvede at vise, så spurgte de mig… Det skal nemlig lige siges, at de ikke brugte sprog, men kun lyde, de bar også masker, så de havde heller ingen mimmik. Det meste af deres gøren var udelukkende igennem deres kropssprog og den (garanteret nøje) udvalgte musik. På et tidspunkt hvor skuespillerne, der var tre i alt, og deres håndholdte dukke skal forestille at være oppe at slås, bliver en lille dreng blandt publikum foran mig bange, så jeg imødekom mig ham, hvilket altså vil sige, at jeg flyttede mit blik og min koncentration fra scenen og til drengen. Dette skulle jeg ikke havde gjort. For, ligepludselig lagde jeg mærke til, at der pludselig bliver ret stille, jeg tænkte ”det var da besynderligt” og kiggede så op… Jeg spjættede og skreg… De stod lige ud for mit ansigt, ”alle fire”. Dukken var forrest – en af de dukker med det klammeste ”jeg er altid glad”-smil. Jeg blev dog ikke glad, jeg blev ret bange. Men begyndte dog hurtigt at grine, fordi andre, specielt mine venner – selvfølelig (no hard feelings) grinte af mig. Dukken og skuespillerne sagde ”sorry” og så ”kyssede” dukken mig på kinden, jep, så var vi gode venner igen. Kort tid derefter var teaterstykket ovre og så gik turen hjem ad igen mod Gao.

Hos Gao blev der rigtigt hygget. Rasmus hjalp med at klargøre kødet til grillen, Eileen og Sara snakkede med nogle af lærerne og vi andre sad og snakkede sammen. Pludselig kom nogen (Jeppe, Rasmus og nogle af de mandlige lærer) med whisky og øl (nu tegnede det til at blive en aften med gang i J). Når thai’er er samlet og hygger sig er det ikke ligesom hjemme i DK, de laver nemlig en masse små retter og småspiser (og drikker alkoholiske drikke) stort set hele tiden – det’skiii hyggeligt. Efterhånden som maden forsvandt lidt ud af billedet  og der kun var drikkelse tilbage, gik det over i karaoke – karaoke er højtelsket i Thailand (skønt deres skingrer stemmer til trods) og dirty-talk, selvfølgelig. Jeg kunne fortælle meget, meget, meget mere om denne aften – men gør det ikke;)  Det var super sjovt, relations-opbyggende set i et tværprofessionelt samarbejds-synspunkt (eller…?) og mega hyggeligt. Som prikken over i’et kunne vores van ikke starte, da vi skulle hjem, så den skulle vi småfulde (nogle fulde og få nokfulde) skubbe i gang – det var alletiders.  Vi tog ret tidlig hjem, da vi, studerende, skulle vil Dr. Ukridts fødselsdag om søndagen.

Til Dr. Ukridts fødselsdag var der SÅ VARMT!!! Så vi nød (eller lod som om) at kunne gå rundt i hans (aircondition) museum. Men vi skulle ud… Og vi skulle selvfølgelig ud for at have taget et fællesbillede (det tager de seriøst mange af herovre, men det er ski sødt nok), overrække Dr. Ukridts hans gave (en bog med en hilsen i fra os, samt et billede af os i hver vores klasse, der står med et lykkeønskende skilt… Jeg mener dette skilt er offenliggjort på face?)), over og se ham bede, i det tempel han selv har brugt 20 mio. på at renorvere efter krigens ødelæggelser, for til sidst at følges med ham over og se en eller anden ceremoni i et andet tempel. Ceremonien gik hovedsagligt ud på at ca. 8 munke sad og sagde samstemmige lyde/ord i ca. 40-50 minutter. Jeg siger jer, det var en sindssyg (og langvarig) oplevelse, men faktisk overraskende let hypotiserende. Derefter var der fest – troede jeg. Vi blev i hvertfald ledet hen og tage mad (det var ca. 4 pænere gadekøkkener, der stod og lavede mad, man selv skulle hente) og derefter et sted ned og sidde og spise det – der var ikke engang plads til alle spisende gæster – Nanna og jeg startede med at stå op, indtil nogle forbarmede sig over os, hehe. Det mest mærkelige var, at ham vi fejrede selv sad indenfor. Dr. Ukridt sad indenfor sammen med de andre personere af højere rang – incl. Munkene. Vi sad ca. ved bordet – I VARMEN- i 2 timer, inden Gab kom og sagde at nu skulle vi hjem. Det skal lige siges, at vi var alle ret opsatte på at komme hjem, da det var en mækelig oplevelse for os, vi havde det meget varmt og var trætte. Men vi kom ikke hjem… Ms. Lilly kom så lidt efter og sagde, at vi gerne måtte gå ind i Museum’et igen for at køle ned. Det gjorde vi mettevuns! Da vi kom derind satte vi os straks ned og benyttede os af den gratis WIFI – facebooooook, hehe.

Da vi havde siddet der i noget tid, blev vi hentet igen… I mit indre kunne jeg høre mig selv spørge; ”Skal vi hjem nu?”. Vi gik ud – ”tættere på van’en der kører os hjem”, tænkte jeg, men så drejede vi mod højre. ”Øv, forkerte retning”, tænkte jeg så igen. Vi skulle åbenbart ned og fodre fisk, frigøre fisk og se på Dr. Ukridt og hans kone frigøre nogle små fugle. Det var nu meget skægt at få lov til. Men jeg synes bagtanken ved at frigøre et andet væsen, for at give noget tilbage til universet, for at være et godt menneske, for at få et godt efterliv, går lidt ”af ballonen”, når det væsen man frisætter er et mennesket har fanget til formålet? Er det ikke bare egoistiske og dobbelmoralsk? Det er måske bare mig… Men grundtanken er da som sådan fin…Nuvel. Da vi havde været med til det, fulgte Dr. Ukridt og hans kone os op til van’en, vi ønskede ham endnu engang tillykke med fødselsdagen og sagde pænt farvel – for NU sku’ vi hjemJ

 Uge 11:  

I denne uge, om tordagen, skulle Sara og jeg også have haft vores ”fri leg” igen, men pga. af 6.klasserne havde sidste skoledag kunne det ikke lade sig gøre. Her spiller kommunikations-barrieren også en stor del ind. For Sara og jeg synes at vi have sagt at vi gerne ville have skolegården en time om formiddagen, og jeg havde endda afleveret et skema på engelsk og thailandsk hvor det stod på, men vi havde slet ikke fået noget at vide – altså ingen af os studerende – om at denne dag var anderledes for hele skolen. Men nuvel, sådan er det – det er man ved at vænne sig tilJ Inde i 3,1, min klasse, forløb dagen indtil efter deres ”nap” helt normalt, men efter de havde sovet skulle de ud i skolegården og have is. Det synes de var alletiders. Efter det kom de ind i klassen og spiste usunde snacks og så TV – som sædvanlig. Jeg var inde i 3,3, hos Eileen, og hjælpe hende med at synge en fødselsdagssang på dansk og engelsk – da en dreng havde fødselsdag. Drengens forældre havde købt en rigtig flot kage – ligesom dem alle i DK går bananas med at lave. Det er nemlig sådan, at det er ikke alle børn i skolen, der kommer fra fattige hjem og ringe kår, nogle af børnene kommer også fra normaltfungerende hjem – dette er for at børnene kan socialiserer sig mangfoldigt og få sig en sund kontemplation – a la ”inklusiom i ny praksis” – vi har derhjemme. Jeg smagte lidt af kagen (BTW; jeg kan bedre lide de danske – herovre er deres desserter generelt meget søde = for søde).

Normalt har vi fri fredag, men i denne uge valgte jeg, sammen med mange af de andre, at komme på arbejde,  da vi ville opleve ”sidste skoledag” inden ferien. Jeg mødte ind kl. 8:30 – så skulle jeg nemlig ikke været med til at bede, synge og danse (det er for svedigt – bogstaveligt skrevet). Da jeg kom ind i klassen, var der seriøst mad OVERALT. Det er simpelthen sådan, at sidste skoledag fejres med et madorige – chips, kage, grillet kylling + pork, pomfritter, pizza, gelegodter, fiskesnacks (det er de tossede med), sodavand, sticky rice, vafler – U name it! Inde i 3,1 fik de lov til at se tegnefilm og hygge sig hele formiddagen. Op igennem formiddagen gik jeg ,sammen med nogle af de andre studerende, rundt i de andre klasser for at se hvad de lavede OG SPISTE – hov, jeg kom vidst til at smage lidt rundt omkring – aj, de er så søde hernede, at da vi kom rundt og sagde hej, så måtte vi nærmest ikke gå før vi havde smagt noget – jeg fornemmer et høflighedsprincip på dette område, hihJ Det var fantastisk at gå rundt og se børnen i deres rette element – nemlig som børn – de grinte, legede, dansede og hyggede sig overalt – F-A-N-tastiskJ Da det nærmede sig spisetid fik mine børn portionsopdelt mad og fik lov til at sætte sig som de havde lyst til på gulvet – det var endda okay at de snakkede sammen imens de spiste. Normalt skal der være fuldstændig stille, imens de spiser, og de skal sidde på deres pladser. Efter spisetid skulle børnene sove som de plejer. Imens børnene sover, sidder lærerne og jeg og spiser sammen i samme lokale som børnene sover. Jeg spiste med lærerne og tog så fri.

Da jeg havde fri skulle jeg mødes med Pigab (Gab), da han havde sagt at han ville hjælpe mig med at få købt noget internet nede i 7/11. Så dér gik  vi ned – men der var desværre ikke flere, så vi kørte i TESCO. Tesco er ligesom Føtex/Bilka. Her tog det mig halvanden time at få internet – kommunikationsproblemer!!! – men jeg fik det og det har virkelig lettet på min daglige frustrationsrate. Endvidere har jeg også fået købt mig noget internet til telefonenJ Det over min telefon kunne nu godt virke bedre, men tja, jeg overlever.

Noget andet jeg var bange for jeg ikke overlevede denne fredag var (aj, okay, jeg maler lidt fanden på væggen nu), at da Gab og jeg kørte fra Tesco og tilbage til skolen begyndte det at dryppe fra himlen. Så begyndte det at blæse lidt op. Så begyndte det at regne. Så begyndte det at buldre. Så begyndte det at blæse rigtig meget. Så begyndte det at lyne. Og så begyndte det at vælte ned fra hilmen med vand. Jep, jeg oplevede min første Tyfon (tror jeg nok det hedder)! Seriøst, trafikken gik i minimal hastighed, palmerne stod nærmest horizontalt med vejen og sigtbarheden var nærmest lig nul:O Det var for syg en oplevelse. Gab spurgte mig om jeg var okay – jeg var lidt utryg – for lynene var lige ved os – men ellers var det alletiders oplevelse. Da vi kom tilbage til skolen var vejret stilnet af – det varede kun i 20 minutter – men, det var nok til at skolen var fuld af vand og elektriciteten var røget i nogle af klasselokalerne. Jeg fandt Eileen og Nana som stadig var på arbejde – vi fortalte hinanden om vores oplevelse og vores reaktion derpå – vi var ret chokerede alle tre. De havde oplevet et kæmpe BOOOOM og BANG, hvor de blev ret bange.

Jeg valgte at tage på arbejde igen, så jeg gik ind i 3.1 og så hvad de lavede. De legede med legetøj (det var første gang jeg så det). Jeg satte mig ned til dem. I starten legede vi; ”Andersine, Anders And og Rip, Rap, Rup de skulle ud at køøøøøø-øøøø-eeeeer” og derefter fik jeg på en eller anden ikke-bevidst måde en ”fange-leg” i gang, der handlede om, at den der havde det grimmeste legetøjsdyr skulle fange en anden og pådutte den det (f.eks ved at tage den ned i kraven af trøjen). Det var en sjov leg – der var mange smil, meget latter og endnu flere skrig – hvilket resulterede i, at Do sagde; ”Maibriss (kan ikke udtale mit navn korrekt)” og holdte sig for ørerne, jeg forstod at legens lydvolumen var oversteget maxgrænsen, så børnene og jeg forsøgte at fortsætte på stille manér – jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, for det kunne ikke ladesig gøre – kids will be kidsJ. Så vi stoppede legen og jeg takkede kort tid efter af for dagen – Jeg sagde; ”sa-wat-dee-ka” og ”kop-kun-ka”. Og så tog Nana og jeg taxaen hjem sammen.

Da vi kom hjem havde vi travlt… For nu havde vi ski fået; SOMMERFERIEJ. Og senere skulle vi til Chiang Mai – med bus – med alle lærerne. Så nu stod den på; ”stor pakketid”. Jeg proppede min backpack (hold nu beeeeep, der kan komme meget i sådan en, mand!!! FantastiskJ hih), skyndte mig i bad, skyndte mig at få betalt husleje – som der åbenbart skulle betales ligesom vi skulle afsted – hurra for miskommunikation. Og så var jeg/vi alle klar. Så manglede vi bare en taxa. Tror I der kom en taxa (lad mig minde jer om, at det er Bangkok)?? Nope. Så vi stod da lige i 10-20 minutter og ventede! Endelig kom der en… Vi kastede vores ting ind i bilen og kom afsted. Da vi så endelig kom til Piraya Navin skolen, som vi skulle mødes med alle de andre på, fik vi at vide, at der gik ca. 15 minutter inden bussen kunne være der – nuvel, vi sad da bare og hyggede så – og fik tisset af (Åh, mor – det er din stemme i mit hoved, der gør at jeg husker sådan noget, tak J). Men… Så fik vi at vide at der var ”trafic jam” og at bussen først ville være der om en time. Aha – så skulle jeg bare ud at have noget aftensmad, så afsted til et gadekøkken. Må jeg lige her indsnige en kommentar omkring gadekøkkener og deres mad, tak: Maden er himmelsk, man skal bare vælge det man ved hvad er, sys jeg. F.eks kan man få ”100-års æg – det er æg der er rådnet og så tilberedt – Bon appetit!”. Folk i gadekøkkener er dog ikke de bedste til engelsk, men det plejer at gå. Dog lige i dette tilfælde var det helt gralt med kommunikationen og det tog sindssygt langt tid inden jeg fik min mad og da jeg endelig fik den og havde nået at spise lidt under halvdelen – jeg var meget sulten – kom bussen selvfølgelig. Så jeg tog afsked med min mad og hoppede ind i bussen. Og nu begyndte turen for alvor – 10 TIMER I BUS. Åh gud! Jeg startede med at høre musik, så sad jeg lidt med min computer, så hørte jeg lidt mere musik og så blev jeg rastløs og utålmodig. Så derfor gik jeg ned til nogle af lærerne i den nederste den af bussen (dobbeltdækker) og drak whisky i green tea (smager godt) og sang sange. Efter 3 timer med det gik jeg op på min plads igen – og så kunne jeg sove, hihi. Da jeg vågnede skulle vi ud af bussen. Det var morgenmadstid. Vi fik at vide, at vi ikke kom omkring hotellet, inden vi skulle afsted til den udflugt vi havde valgt – Karina og jeg havde valgt ZOO. Det resulterede i at jeg valgte morgenmad fra, så jeg kunne få skiftet tøj og nettet mig. Og så kørte vi igen…. Til hvad jeg fandt ud af hvad var hotellet alligevel – åh ha, den kommunikation!! Nuvel.

Kort tid efter vi var ankommet til hotellet blev Karina og jeg hentet – nu skulle vi i ZOOJ Vi skulle afsted med nogle lærer og nogle af deres børn – vi va en gruppe på ca. 10 mennesker. Den måde vi kom hen til ZOO fra hotellet på var I EN LADVOGN. Dette gjorde jeg meget som barn, sammen med far og Jeanett (Åhhh minder!), men dengang sad vii ”inde på selve ladet” og hernede sidder de OVENPÅ – altså rundt på kanten. Midt inde i en by – uden nogen sele, eller decideret måde at holde fast – i selve trafikken; med hårde opbremsninger, ”hovsa’er” og hvad der mere tilhører. Det var en yderst spændene turJ. Der er ikke så meget at fortælle om ZOO – det ligner meget det derhjemme – Karina og jeg var skuffede. Men, dagen havde været hyggelig. Da vi ankom til hotellet igen spurgte Eileen os;” vil I med til noget paraply noget her klokken halv, det er sådan noget meget trraditionelt thai?” Karina og jeg kiggede på hinanden, kiggede på uret og kiggede på Eileen og spurgte; ”Klokken halv 4?” Eileen responderede; ”ja”. Klokken var 5:20pm = vi havde mega travlt – for selvfølgelig ville vi med. Vi trængte godt nok mega meget til et bad og en lille morfar, men ja, that’s the way it goes. Vi skyndte os op på værelset, skiftede tøj, skyndte os ned igen, løb hen til bussen og så var vi på farten igen. Udmattede og spændte. Det første vi ankom til var et læder-sted. Her kunne vi købe lækre tasker meget billigt. Nogle af taskerne var lavet af elefantskind – de var så smukke. Vidste du godt, at en elefants hud er 7 centimeter tyk og at man på den måde kan lave rigtig mange ting ud af én elefant? Fordi man kan skære det meget tyndt. Jeg fik også at vide, at ingen af elefanterne er slået ihjel for at skal blive til 100 tasker, men at de har brugt skind fra selvdøde elefanter. Jeg købte ikke noget. Jeg er vild med elefanter – jeg kan bare bedst lide dem med en puls. Herefter bevægede vi os over til et sted hvor thai’er, på helt traditioenl vis, sidder og maler vifter, paraplyer og andet. Vi kom dog lige præcis 5 minutter over lukketid, så der var ikke så meget at se. Men, jeg fik da malet min pung til min mobil (billed er tidligere oploadet på facebook). Herfra skulle vi i bussen igen – vi skulle nu hen på et marked. Og hvilket fantastisk marked… Jeg fik købt en masse gaver og et par ”futter” til mig selv. Futterne er til at have på inde i klassen, når jeg er på arbejde – hernede må man nogle steder ikke have sine udesko på indenfor (fødder anses generelt som værende meget beskidte (hvilket de bogstaveligt skrevet også er!!!) og det er meget uhøfligt og vanærende/disrespektfuldt f.eks at sidde i pegende fodstilling imod en person, der er en autoritet), hvilket i dette tilfælde vil sige inde i selve klassen. Men inde i klassen sidder børnene også og spiser, så det er nærmest dagligt, at jeg vader på ris og andet  -  derfor købte jeg ”futter”, hih. Efter vi havde været ved dette marked, kom vi ind i bussen igen og denne gang skulle vi mødes med de andre ved et spisested. Det viste sig dog, at de andre allerede var der og faktisk var færdig med at spise. Det der var sket var, at det hele tiden havde været aftalt at vi skulle spise kl. 6pm, men os der var på tur, blev færst kørt derhen til ca. kl 7:30pm. Ja, deres planlægning er heller ikke altid den bedste. Nuvel. Da vi kom derud så vi at der var en kæmpe hal med spisende mennesker. Vi snakker et par tusinde, vil jeg tro, som sad der – og det længste ta’ selv bord. Jeg spiste frugt og salat (det der med at være dehydreret, kan vidst godt gøre noget ved ens mave? L). Efter vi havde spist tog vi på Night market. Her fik jeg købt hårspænder med blomster på og to kjoler – også med blomster påJ. Vi var på marked i ca. 2 timer – vi hyggede os. Men til sidst var vi alle så smadret, at vi tog hjem til hotellet. Et bad, en pigesnak med Karina og så sovetid – og så var den dag ude.

Søndag. I dag skulle vi igen fejre Dr. Ukridt’s 80års fødselsdag. Denne gang blev vi kørt hen til et tempel, han har opbygget, hvor festen skulle være. Vi ventede i lang tid på ham. Først tog vi en masse billeder og snakkede sammen, det gik der ca. en time med – han var stadig ikke kommet. Så gik jeg sammen med nogle andre over på den anden side af gaden, hvor jeg købte en ”Iced Mokka” (slap af mand, det drikker jeg meget af herovre, amme-namme!) og så gik vi hen til et andet tempel. Dette tempel var brændt (det med at brænde stenene for at få guldet ud – 2. verdenskrig). Så gik vi tilbage igen. Men dr. Ukridt var stadig ikke kommet. Så satte Sara og jeg os ned indenunder templet for at komme i skygge (det  er så mega nitte at stå og skal være fin til hans éntre (for det er typisk os, der står forrest,) også bare følge sig som et stort svedende vortesvin!). Lige pludselig siger Sara; ” Er det ikke som om, at der sker noget derude nu?”. Vi gik derud og ganske rigtigt – folk stod på linje og var klar til at tage imod Dr. Ukridt og hans kone. Først kom nogle traditionelt thai-dansende piger ind – de var SÅ SMUKKE. Så kom hovedpersonerne (Dr. Ukridt og hans kone). Herefter så vi dem ikke rigtig mere. De var vidst et sted inde i templet, imens os og mange af hans andre gæster, var placeret udenfor. Vi gik over og fik noget at spise – det er slet ikke som i DK – her står man i kø for at få noget at spise (og i alle mulige andre sammenhænge også!) og så spiser man det nu hvor man kan – der er slet ikke stole til alle. Herefter gik vi over på selve pladsen igen – og hang. Spiste vandmalon og hang noget mere. Vi hyggede os, jovist, men det er slet ikke som i Danmark, for vi følte at vi ikke var med til festen, men bare var der – yderst besynderligt. Enelig fik vi at vide at vi gerne måtte tage af sted – så det gjorde vi ”mettevuns”. Nogle tog på marked og Line, Nana, Karina og jeg tog hen på et guesthouse, som vi havde fået tilbudt igennem en af lærerne på skolen – og nu begyndte vores ferie for alvor.

Da vi ankom pakkede vi let ud. Så tog vi hen på 7/11 – de er OVERALT- og købte morgenmad, toiletpapir og det vigtigste; SPY. Lad mig fortælle jer lidt om spy. Det er en alkoholiseret drik der fås i forskellige smagsvarianter – mine foretrukne er; den pinke (wine flavour) og den black (en anden flavour thihi. De minder meget om vin der er blandet op med saftevand – på den gode måde;)). De smager som englene synger = himmelsk og de er perftekte at fejre sin sommerferies begyndelse med. Så der gjorde viJ Resten af dagen slappede vi af – og sov – vi var så smadret!